Geografi, demografi og tidlig udvikling

Geografi, demografi og tidlig udvikling

Dette papir præsenterer en vækstmodel, hvor overlevelse er endogent bestemt, og overfloden af ​​naturressourcer påvirker afkastet til arbejdskraft. I geografiske regioner, hvor naturressourcerne i begyndelsen er mere rigelige, og klimaet er relativt mere gæstfrit, er overlevelsesudsigterne højere. Højere forventet levetid får forældre til at bruge flere af deres ressourcer på alderdomsforbrug og -nydelse. Derfor investerer de relativt mere i mængden og kvaliteten af ​​deres afkom. Investering i uddannelse udløser sammen med befolkningstilvækst i sidste ende teknologiske fremskridt. Efterhånden som teknologiniveauet forbedres, og den forventede levetid stiger sammen med det, går en geografisk fordelagtig økonomi ind i et post-malthusiansk regime, hvor både fertilitet og uddannelsesniveau stiger. Til sidst fører det stigende tilbagevenden til uddannelse en sådan økonomi til en demografisk overgang, hvor den forventede levetid fortsætter med at stige, og forældrene får færre, men mere uddannede børn. I regioner, hvor geografien er mere ugunstig, finder denne overgang ikke sted, og økonomier forbliver fanget i det malthusianske regime. At redegøre for geografiens rolle i udviklingen er derfor med til at koble demografisk overgang til geografi og viser, at geografi påvirker økonomien for det meste indirekte gennem dens indflydelse på husholdningernes beslutninger og demografi. Det giver også en ramme til at vurdere, hvorfor geografi kan have mindre betydning i dag.

Der er for nylig en debat om geografiens rolle i forhold til institutionernes rolle i økonomisk fremgang. Denne debat drejer sig primært om, hvorvidt geografi eller institutioner tegner sig for forskelle i økonomisk velstand på tværs af lande, og der er en voksende mængde af beviser for at kaste tvivl om en direkte geografieffekt.¹ Ikke desto mindre er de fleste resultater til dato i overensstemmelse med det synspunkt, at geografiske karakteristika var vigtige i fremkomsten af ​​landbrug og tidlig udvikling. Derfor præsenterer dette papir en samlet økonomisk vækstteori, der fokuserer på geografi på meget lang sigt. Ved at gøre det forbinder den tidlig udvikling og demografisk overgang til geografi og viser, at de store effekter virker indirekte gennem geografiens indvirkning på husholdningernes økonomiske beslutninger og demografi. De præsenterede rammer giver også en vurdering af, hvorfor geografi kan have mindre betydning i dag.

Det 20. århundrede var vidne til en forbløffende ændring i levestandarden på den vestlige halvkugle. Konservative skøn viser for eksempel, at gennemsnitsindkomsten i USA er tidoblet i løbet af de sidste 125 år. Skarpe stigninger i uddannelsesniveau, forbedringer i forventet levealder og betydelige fald i fertilitet og dødelighed karakteriserede også denne periode med hurtig velstandsopbygning i "industrialiserede lande."

To kendsgerninger gør dette fremskridt så meget desto mere bemærkelsesværdigt: For det første er der enorme forskelle i de økonomiske forhold verden over i dag. Et meget offentliggjort skøn fra Verdensbanken viser f.eks., at omkring en milliard mennesker stadig lever for mindre end én dollar om dagen.² Og de rige industrialiserede nationers indkomst pr. indbygger er omkring 25 gange højere end de fattige afrikanske økonomier syd for Sahara. Den eksisterende store forskel i indkomstfordelingen på tværs af lande er for det meste en manifestation af den vedvarende økonomiske fremgang, der fandt sted i Europa og nogle af dets udløbere i det sidste århundrede. For det andet var den menneskelige eksistens for det meste synonym med elendighed. Selv efter at menneskelige samfund slog sig ned for at skabe de første landbrugsøkonomier omkring 10.000 f.Kr., ændrede levevilkårene sig ikke væsentligt.